Winnie Sommer
Du har helt ret. Ja, jeg holder meget af stilhed, i det hele taget sætter jeg stor pris på fred og ro. Det er derfor, jeg tilbringer så meget tid her på kirkegården. Jeg går rundt mellem alle gravene og læser de mange forskellige sidste hilsner. Meget tit er teksten en helt enkel hilsen fra de efterladte ‘Min kære mand i evig troskab’ eller ‘Vores elskede hustru og mor, evigt savnet’. Gad vidst, om det også var sådan i det levende liv. Folk glemmer jo at sige alle de smukke ord i dagligdagen. Det ved jeg af egen erfaring. Derfor kan jeg også bedre lide de mere personlige sten, hvor enkle ord fortæller om det menneske, som ligger der under stenen i jorden. ‘Kære mor, tak for alle de nullermænd, du fjernede, nu skal jeg selv gøre rent’ eller ‘Den betroede medarbejder, som tillod sig at stikke af før alle opgaver var udført’ og endnu en ‘Han elskede flæskesteg, og det gør familien stadigvæk’. Der er da lagt ægte følelser i, og man kan ligesom både høre og se personen for sig, ja ligefrem føle sig beslægtet nogle gange. I den senere tid har jeg nydt godt af den nye skik, der er indført på kirkegården med at pynte gravene med levende lys. Det er selvfølgelig mest i den mørke tid. Det varmer ligesom en i sjælen. Jeg sætter mig så imellem de andre besøgende og nyder det stille samvær under grædepilens bladfyldte grene, som skinner så smukt i skæret fra de tændte lys.
Ham, som jeg var gift og levede sammen med i næsten fyrre år, han ligger lige her ude på græsplænen. Det er virkelig de ukendtes grav, der er ikke bare en lille sten, der fortæller, at herunder hviler asken fra N.N. Det er lidt for kedeligt, synes jeg, for det er svært at fornemme, hvor præcis, hans aske befinder sig. Nå ja, aske. Han kunne ikke forlige sig med tanken om at skulle ligge i en kiste og tage plads op på et stort gravsted. Ressourcespild tror jeg, han mente. Næh, var man død, så var det forbi. Ikke alt det pjank med at der i mange år fremover skal stå nogle efterladte og fælde tårer over ens gravsted og ormædte rester, når man nu i virkeligheden ikke mere eksisterer. Derfor synes jeg også, at det nu er svært at opnå kontakt med ham. Jeg er sikker på, at han stritter imod med vilje. Han har altid været protestant og lodret uenig, når jeg begyndte at tale om det hinsides og alt det, der er mellem himmel og jord. Lige nu berører det mig egentlig ikke, for spørgsmålet er jo sådan set ikke til diskussion.
Vi boede i mange år i et hus, hvorfra vi kunne se direkte over til kirkegården her. Et smukt syn, vil jeg mene. Man kunne se den lige allé, som førte blikket videre op mod kirken, som er en helt speciel blanding af ny og gammel kultur. Vi havde kun et enkelt lille vindue mod den udsigt, og man skulle altid kejte sig forbi spisebordet. Jeg tror nok, at vi i alle årene talte om at få lavet et stort udsigtsvindue, men nu jeg tænker over det, var vi heller ikke enige om det. For den udsigt vendte mod syd, og som min mand altid hævdede, det ville blive alt for varmt, når solen stod på. Så ville det vel ikke have været så dyrt at anskaffe sig nogle persienner, som lige kunne dæmpe for heden. Nej da, så kunne man jo ikke se udsigten, – og sådan gik årene med det.
Til min store glæde har jeg for nylig opdaget, at der siden vores tid har været nogle ejere af huset, som har forstået min idé og gjort noget ved den. Der er blevet bygget en stor altan med glasdør, som kan åbnes på vid gab. Jeg kan næsten fornemme, hvor skønt det må føles at brygge sin morgenkaffe på kaffekolben, anrette rundstykkerne og kaffen på en bakke, bære den udendørs for at sætte sig i de bløde hynder og nyde morgenkaffen til en storslået og ubetalelig udsigt. Duften af friskbrygget kaffe er noget af det bedste, jeg ved. Jeg kan svæve rundt bare for at få færten af den. Det er for mig meget mere livgivende end at drikke den. Jeg har drukket uendelig mange kopper kaffe i mit liv. Mærkeligt nok, for da min egen mor blev meget syg, sagde hun med stor overbevisning, at hun var sikker på, at det var kaffen, som tog livet af hende. Jeg ved det ikke, men jeg skulle nok have lyttet til hende. Vores børn fik også kaffe meget tidligt, godt med sukker og mælk i. Det tog alt det bitre, så de blev faktisk flasket op med kaffe. Jeg håber, at de nu er klogere og fornuftigere, end jeg selv var, og bruger den forstand og skolelærdom, som der vel findes i deres hoveder efter så mange år, de har gået i skole.
Det var noget andet i min tid. Vi fik ikke lært så meget i de få år, som landsbyskolerne dengang tilbød os fattigbørn. Selv om jeg ikke kommer fra en stor familie, – vi var kun far, mor og en dreng og en pige, – var der ikke overskud til ekstra skolegang for pigen. Pigen, det var mig. Drengen var min fem år ældre storebror. Til ham klæbede håbet om lidt social opstigning, så der blev spinket og sparet for, at han skulle få sin realeksamen. Ikke at han fik brugt den til noget særligt. Han blev chauffør og på et tidspunkt hotelejer i en lille by på Lolland. Men ingen af tingene duede han til. Ja, såmænd, du gætter rigtigt, jeg har aldrig haft noget særlig nært forhold til ham. Han var fra det tidligste, jeg husker, en nævenyttig knægt. Altid ham i første række. Min mor forgudede ham i den grad, at han endte med at blive en doven sluppert. Under krigen i 40’erne blev han også medløber. Var stolt over at gå i Gestapos tjeneste. Elskede at vise sin pistol frem, og sandelig også true med den. Heldigvis var min mand en modig mand dengang, da han blev truet af min bror, som oppustet og med hånden på læderbæltet viftede vildt med pistolen. Vores vaskeri skulle inddrages af tyskerne og kun vaske tyske uniformer. Min mand stod fast og sagde nej tak, mens han så min bror direkte ind i øjnene. Det er et fantastisk trick, som han havde lært i omgang med bidske hunde. De viger tilbage for det direkte blik, og stikker halen mellem benene og piler af. Det samme gjorde min bror, som derefter var uønsket gæst i familiens hjem. Til min store fortrydelse dukkede han op mange år senere på sentimentalt besøg med et ansigt, der strålede af for megen drikfældighed. Det blev heldigvis ikke til så meget mere, og i dag er han død og begravet på en kirkegård i Næstved.
Fra jeg var helt lille, tog min mor mig meget ofte med til gudstjenester i den lokale landsbykirke. Det var lidt af en prøvelse for mig, for det var svært at sidde helt musestille under den kedelige gudstjeneste. Hvis vejret var godt, havde vi taget en madkurv med os. Så satte vi os efter gudstjenesten i skyggen af nogle grædepil, og her fortalte min mor om de mennesker, som nu lå her, men som hun havde kendt tidligere, da de levede. Hun fortalte om den gamle købmand, der tog livet af sin sure kone, om rebslageren, der hængte sig i sit eget reb, og om musikanten, hvis fiol fik folk til at danse polka til begravelserne. Hun oprullede hele deres liv og levned for mig, så jeg følte, at jeg havde fået en ekstra stor og spændende familie. Jeg tror, at det er derfor, at jeg stadig holder så meget af kirkegården.
På mine runder mellem gravene, ser jeg også mange fremmede navne, som jeg slet ikke kan udtale. Det må være indvandrere eller flygtninge fra arabiske lande. Det er skrækkeligt med alle de flygtninge, som nu er hjemløse og som ingen vil hjælpe. Klart at de ikke bliver så gamle med alle de ar, som de har fået på deres sjæl. De må ikke engang gifte sig med en dansker, og børnene må ikke være sammen med deres forældre.
Dengang da krigen lige var slut, kom der mange tyske flygtninge, som også blev peget fingre af og behandlet meget dårligt af os danskere. De kunne da ikke gøre for, at deres leder var en stor idiot. Der var utrolig mange tyske børn, som sultede og ikke overlevede de første leveår. De har fået en afdeling med børnegrave for sig selv her på kirkegården. Det skærer mig altid dybt i hjertet at læse ‘Kleiner Heine’ eller ‘Monica mit Schmerz verloren’.
Min mor var også flygtning fra sult og elendighed. Hun kom for længe siden fra Blekinge i Sverige. Dengang var der en skrækkelig arbejdsløshed og fattigdom i Sverige, og de, der kunne skrabe penge nok sammen, rejste til Amerika i håbet om at få et bedre liv. De, der ikke havde penge nok, måtte tage til takke med mindre. Pakke deres få ejendele i en rejsesæk og drage til Tyskland eller Danmark. Min mors ældre søster drog af sted til Danmark, og hun skrev hjem om de gode arbejdsvilkår og de fantastiske muligheder, der var for at finde en god mand. Selvfølgelig overdrev hun, men hun savnede sin familie, så hvis hun kunne lokke min mor til at komme, var det jo lykken. Så snart min mor var fyldt 18 år, forlod hun sin hjemstavn og sin drikfældige, utilregnelige far. Selvom hun ikke kunne komme hurtigt nok af sted, rejste hun trist og med dårlig samvittighed, fordi hun måtte efterlade sin lillebror hos faren og en ond stedmor. Måske havde storesøster malet fremtidsmulighederne lidt for lysegrønne, for min mor måtte påtage sig et trist og hårdt arbejde på en sindssygeanstalt. Men ‘intet er jo så galt, at det ikke er godt for noget,’ (kliché igen) så lige netop på det sted mødte hun min far. En smuk mørkhåret mand med fast arbejde som kommunal Vejmand, eget lille husmandssted og træsko under eget bord. Da Vejmanden syntes utrolig godt om den lyshårede svenske engel, og hun kunne tolerere hans sorte skægstubbe, skabte de husmandsstedet om til deres eget Paradis.
Nej, livet var ganske anderledes dengang. Enkelt javist, og fattigdom var næsten hver mands eje. Omvendt skal du så lige tænke på, at det var helt i sin orden at gifte sig med en person fra et andet land uden at stå til regnskab over for en skrankepave, som afkrævede svar om alder, formue og uddannelse.
Min mor passede godt på sin barndomstro. Hun var selv en lille pige, da hendes mor døde i barselsseng efter at have bragt en lillebror til verden. Men hun lærte mig også en anden tro eller viden, om du vil. Hun kendte så godt til det, som man enten benægter eller tror fuldt og fast på. Men hun VIDSTE. Hun vidste, at der findes mere mellem himmel og jord, end der sådan kan bevises. Og jeg ved det altså også. Nu skal du lige høre hvorfor.
Engang vi havde haft gæster i mit barndomshjem, lå jeg, som var lille pige, som sædvanlig i alkoven i forstuen. Det var sent på natten, men månen var fuld og lyste klart. Jeg blev vækket af lyden af træsko på de toppede brosten i gården og en banken på døren. Jeg hoppede ud på gulvet på bare fødder og lukkede op, men der var ikke en levende sjæl. Det gentog sig nogle gange, og til sidst hørte jeg en eller anden gå rundt i stuen og flytte på stolene om bordet. Jeg lå musestille, var hunderæd og gemte mig under tæppet, men pludselig mærkede jeg en hånd stryge mig blidt på kinden. Så faldt jeg i søvn. Næste morgen troede jeg, det bare havde været en drøm, men min mor fortalte mig, at det var Bedste, som havde ryddet op efter gæsterne og sat stole på plads. Bedste, som havde været død i mange år!
Derfor ved jeg, at jeg altid har kunnet få kontakt til min mor. Hun har lyttet og støttet mig, når livet har forsøgt at overvælde mig. Det er en utrolig lem til frihed, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Du har måske opdaget, at jeg indimellem er tilbøjelig til at forfalde til klichéer. Det må du tilgive mig. For eksempel ‘Livet er ingen dans på roser’ eller ‘Suk hjerte, brist ikke, du har en ven, men du ved det ikke,’ (og tænkt, jeg har lige fundet ud af, at der findes en fortsættelse ‘langt borte og dog nær, han er den, der har dig kær’ – ) det stod faktisk på en gravsten, som jeg lige har set på en ny grav. Det er nok en ung pige, der har mistet sin ven fornylig..
I sine unge år var min mand kendt som pigernes ven. Blandt de unge mænd var der en lystig historie om det bedste middel til at nedlægge pigerne. Når de skulle følges hjem efter lørdagsdansen, skulle man prøve at få dem lokket med til at skyde genvej hen over kirkegården. Så var det jo, at de små piger gerne skulle skrige op og klynge sig om halsen på deres frelser. Nu har jeg jo aldrig været bange på en kirkegård, så det nummer kunne han ikke lave med mig. Jeg skal gerne erkende, at han var en meget charmerende mand. Men han belejrede mig så meget, at jeg blev træt af ham og rejste væk for at blive barnepige i den anden ende af Sjælland. Men en dag stod han så midt på gårdspladsen med en rød nellike i knaphullet. Så faldt jeg for ham og vi giftede os, meget unge.
I mange år havde vi det rigtig godt. Vi havde arbejdet med vaskeri siden ungdommen, hvor vi havde mødt hinanden som kollegaer på et vaskeri. Jeg som strygerske, og han som vaskemester. Selvfølgelig var det i det arbejde, vi skulle udfolde vores egen virksomhed. Vi startede i små lokaler, men hurtigt fandt vi nye større lokaler og fik udviklet et velbesøgt mønstervaskeri. På et tidspunkt var der virkelig mange ansatte. Tre i strygestuen, tre i rullestuen, to i mærkestuen, en i udleveringen og en vaskemester til vasketromlerne. Vi boede i den samme ejendom, hvor vi havde vores vaskeri, og vores nabo var dirigent for nogle af tidens hotteste jazzmusikere og sangerinder. Der var altid fest og glade dage. Musikken fyldte vores liv, og vi købte de sidste nye 78’ere med amerikanske musicals, – jeg husker stadig Kiss me, Kate. Sikke en tid.
Jo da, livet har mange nuancer, men jeg må sige, at skal jeg male mit liv, er der smurt flest pastelfarver ud på paletten. Dog, når jeg tænker nærmere efter, har der vist alligevel ind imellem været afsat nogle farveklatter i nogle skarpere kulører. Jeg har bare lagt låg på og vist nok resigneret. Mit første barn var en dreng. Han blev ikke mere end fire dage gammel. Jeg skulle sidde op på en stol med hul i og presse og presse. Det tog tid og smerterne var uudholdelige. Der måtte gøres noget. Den tang, som skulle have hjulpet ham til denne verden, blev den, som hjalp ham til den næste verden. Hans lille hjerneskal brast. Det samme gjorde min mand, men i tårer. Jeg græd ikke selv, jeg var som lammet, gik helt i sort. Få måneder før mistede jeg min mor, men kort forinden så hun alvorligt på mig, strøg mig over kinden og sagde: ‘Min lille pige, glæd dig nu ikke for tidligt!’ I lang tid herefter fik bare tanken om at blive gravid mig til at ryste af angst. Paletten fik en farveklat så begsort som bunden af sindets dyb. Der gik faktisk mange år, før jeg følte mig rolig nok til børn igen. Men vi fik omsider to piger med tre år imellem.
Så var der dengang min kære mand ikke mere var min kære mand, men en andens kære mand. Alle andre end lige mig vidste alt om de to turtelduer. En af medviderne fortalte mig, at kvindemenneskets egen kærlighed var forlist. Derfor havde hun svoret, at hun fremover ville ødelægge andres ægteskab, når hun kunne se sit snit til det. Det skal jeg lige love for, at det lykkedes. Hendes gift spredte sig i mine årer, jeg kunne ikke udholde at være sammen med min mand, ikke engang se på ham. For at få fred til at tænke rejste jeg væk i nogle uger, men besluttede til sidst at blive for børnenes skyld. Det er også en kliché. For børnenes skyld. Vi havde nok i sidste ende haft det bedre allesammen, hvis vi var gået hver til sit. Paletten fik nye farveklatter så gulliggrøne og bittersure som den argeste galde.
Derefter udfyldte vi tiden med projekter, som man ville kalde det i dag. Min mand dyrkede riffelskydning hver mandag aften, og det var han så god til, at han vandt utrolige mængder sølvtøj, som krævede omsorgsfuld pudsning. Jeg købte en strikkemaskine og brugte mange timer bøjet over den for at tyde opskrifter til trøjer og kjoler. Vi fik bygget et sommerhus, og derefter var han den stolte medarkitekt på huset med udsigten til kirkegården. Jeg malede og lakerede gulvene. Sølvbrylluppet blev fejret efter alle de gængse ritualer. Med Morgensang på sengen af Sangforeningens Venner og med en aftenfest, hvor jeg iført en smuk ny håndsyet silkekjole lod mig svinge i brudevalsen som festens skønne dronning.
Vaskeriet voksede de næste mange år, men en dag var det pludselig blevet en for dyr luksus at få vasket sit tøj ude. Folk anskaffede sig selv vaskemaskiner i deres ejendomme, og vi omlagde driften til møntvaskeri. Det var store udgifter, som tærede på vores samliv.
Vores to halvvoksne piger havde tilsyneladende også besluttet at ville give os grå hår i hovedet. Den ældste havde en fatal romance med en italiener. Det eneste gode, der kom ud af den alliance var en lille dreng, som vi bedsteforældre selvfølgelig forgudede. Han boede hos os de første år af sit liv, men jeg må nok sige, at jeg blev træt i krop og sjæl over at skulle være både mor og mormor for ham dag og nat. Glæde og tristesse. Igen nye farveklatter på paletten, den ene så rød som hjertets blod, den anden så blå som øjets tårestrøm.
Den anden datter var lidt uvorn i sin teenagetid, men faldt vist mere til ro, da hun rejste til udlandet for at arbejde med noget hospitalsarbejde. Jeg savnede hende meget i starten, men måske mest hendes lille hund, som havde boet hos os en tid, inden hun tog af sted.
Jeg fik aldrig mine kræfter igen. Jeg døjede med for højt blodtryk, og en klap i mit hjerte var slidt. I tilgift fik jeg uheldigvis nogle mindre hjerneblødninger. Jeg hadede alle de 28 piller, som lægen havde fortalt min mand, at jeg skulle sluge hver eneste dag. Jeg kunne mærke, at jeg blev sløv af dem, og slet ikke kunne følge med i snakken ved spisebordet eller koncentrere mig om fjernsynsudsendelser. Og det skulle ramme mig, der ellers altid havde været så aktiv og forsøgt at føre et sundt liv, dyrket yoga og lavet god mad. Forøvrigt synes jeg da, at jeg havde tænkt mig godt om, da jeg en dag havde sagt til min familie, at de aldrig skulle føle sig forpligtet til at tage sig ekstra meget af mig, hvis jeg skulle blive mere syg. Det ville være i orden for mig, hvis de hjalp mig til et godt plejehjem. Det blev så min mand, som kørte mig til plejehjemmet, som lå ved en smuk sø. Udsigten fra mit værelse kunne jeg bestemt ikke klage over, problemet var bare, at mine øjne og min hjerne havde svært ved at forstå, hvor jeg befandt mig. Jeg syntes ikke om at sidde der i stolen og kigge ud af vinduet, så en dag forsøgte jeg at gå en tur. Det var vist ikke nogen god idé, for jeg blev fanget igen, så snart jeg var kommet uden for døren og stod i den friske luft. Inde på mit værelse bandt de mig fast til stolen. Min mand besøgte mig tit, mine piger havde ikke rigtig tid, men det gjorde ikke noget, for jeg havde ikke rigtig rede på, hvor tiden var forsvundet hen.
Jeg har det rigtig godt nu, og min hukommelse er igen helt i top. Jeg har lige været på min sædvanlige rundtur på kirkegården. Var igen et smut henne for at se, om min mand var til at få i tale i dag. Jeg tror, at der er ved at være en åbning. Jeg ville gerne have spurgt ham om, hvorfor han, kort efter at han havde afleveret mig på plejehjemmet, flyttede sammen med den heks, som havde stjålet tid fra mig. Jeg havde advaret ham om, at hun stjal min tid med ham. Han kunne ikke forstå, hvad jeg mente. Jeg ved, at hun havde leget ‘Fruen i vaskeriet’, efter jeg var blevet syg. Han sagde, at han værdsatte en trofast medarbejder, der viste ansvarsfølelse i sit arbejde. Vrøvlehoved, hun var forgabt i ham og havde holdt ham hen om aftenerne med snak, så han kom så sent hjem, at leveren lå uspiselig på panden og mest af alt lignede en gammel lædersål.
Men jeg skal nok få fat i ham en skønne dag, så sikkert som Amen i kirken. Åh nej, der var den igen, en kliché. Jeg var også forbi de andre, som forsøger at få åndelig kontakt igennem. Vi er faktisk en stor familie, som giver hinanden gode råd og idéer.
Desværre fik jeg også en skuffelse i dag. Min egen gravsten var blevet fjernet. Der stod ‘MOR’ på den. Hvad fortæller det forresten om den, der ligger under?
Seneste 30 indlæg
Arkiver efter kategori
- Ingen kategorier