winnie sommer
Årh nej – ikke nu igen. Hvert eneste år på vores bryllupsdag. Nu er der gået 40 år
”Jeg glæder mig helt ustyrligt, og jeg har en kæmpeoverraskelse til dig – du kan slet ikke gætte det.” Han smiler og ser ud, som forventer han, at jeg skal falde i svime.
”Mon ikke du har fundet på noget af det, du plejer?” Jeg lukker øjnene for ikke at vise, at jeg i den grad er træt af alle de påhit.
Vi står inde i Tivoli og igen for 40. gang tager han kameraet frem foran det sprudlende springvand. ”Hold nu op og skynd dig lidt.” Jeg er altså så sur.
”Du skal bare glæde dig,” siger han igen.
Vi traver rundt – først lidt på må og få, derefter skal vi som altid prøve ballongyngen. ”Ja, udsigten er der jo ikke noget i vejen med.” Jeg forsøger at være lidt venlig, men han hører alligevel det syrlige i mit tonefald, men ignorerer det som sædvanlig.
”Vi snupper da lige turen i rutschebanen, før vi spiser, Skal vi ikke det?”
Den er det sædvanlige klimaks på aftenen. Så jo hvorfor ikke. Hvin og skrig,
”Hej, hvad er så den fantastiske overraskelse?” får jeg omsider spurgt
”Ja, det får du jo at se nu, kom med så finder vi lige vores restaurant.”
Det kinesiske tårn. Hvordan slipper jeg?
Jeg holder ham ikke ud mere.
Da vi passerer broen over Tivoli-søen, oplyst af de mange kulørte lygter, stiller jeg mig ved gærdet og kikker ned i vandet.
”Prøv at se der, der ligger en mand i vandet og flyder rundt.”
”Nej, jeg kan ikke se noget,” siger han og læner sig helt ud for bedre at se.
Og så gør jeg det, jeg har haft lyst til i alle årene. Skubber af al min magt til ham, så han ryger lige på hovedet i søen.
Så går jeg hjem. Mit liv har taget en ny drejning.