PINSEFROKOSTEN
Tænkt, at der allerede er gået et helt år. Hele den fjollede familie skal ses igen.
Jeg har besluttet at tage min nye kæreste med. Godt nok med den hensigt at afprøve de andres reaktioner. For jeg ved stort set allerede, hvad der vil ske.
Jean er jo ikke dansker, så det vil i den grad vække postyr. For det første er der i vores meget traditionelle familie i forvejen en kraftig aversion mod fremmede, men ligefrem trække en, der ikke kan så meget dansk, men taler fransk og oveni købet er en sort mand fra Afrikas jungle.
Nej, ikke nogen overraskelse. Det ses så tydeligt i alles ansigter, at det er en klar forventning til mig, at jeg finder på sådan noget. Misbilligelse, vrede, ligegyldighed er, hvad der bliver vist os som velkomst. Jean smiler sit bredeste allermest charmerende smil, han går rundt og giver hånd til dem, som har lyst til at hilse. De fleste gør det meget modvilligt. Flere vender sig om, når de ser, han er på vej.
For at gøre det endnu mere pinligt for de snerpede familiemedlemmer, tager jeg ham om livet, og planter et stort kys på hans smukke mund.
Så går vi til bords, og vi kommer ikke til at sidde ved siden af hinanden. Det bliver spændende.
Vi bliver bestemt ikke skuffede, – der kommer allerede forblommede antydninger om, hvorfor sådan en ‘muslim’, for det må han jo være, siden han er sort, hvorfor han skal med til en ‘rigtig kristen’ pinse-frokost? Han er sikkert stor modstander af kristendommen. Hvorfor skal han sidde her og nyde vores pinsefrokost med sild og snaps og pinseøl og fejre Jesus?
Han er garanteret en af de der bekvemmelighedsflygtninge, som deres kære slægtning i al sin udstillende medmenneskelighed har fisket op på motorvejen.
Jean har ignoreret deres ordskvalder, men har absolut forstået alle de forblommede hentydninger.
Han rejser sig op, stærk og stolt at se til. Ganske kort og roligt fortæller han PÅ SIT BEDSTE DANSK om sit job som delegeret i United Nations i Géneve .