REGNBUEVEJEN

Winnie Sommer

Magne og Foxy på eventyr

Sikke en dejlig dag det har været i børnehaven. Så sjovt og spændende. Magne stormer hen til sin mor og er lige ved at falde i en vandpyt. På vej hjem fra børnehaven kan han ikke stoppe med at fortælle. De har været i skoven og plukket blomster. Alle blomsterne delte de op i farver. Ligesom farverne i en regnbue. Gule, røde og blå. Bagefter samlede de små grene til bål og lavede pølser med snobrød. Så begyndte det pludselig at styrtregne. Magne og de andre børn krøb i ly i et indianertelt, som de voksne havde slået op. Regnen holdt heldigvis snart op og solen begyndte at skinne igen. Og nu så de en rigtig regnbue på himlen. Stor og flot med alle blomsterfarverne. En af de voksne fortalte, at man kan finde en stor krukke fyldt med guldmønter på det sted, hvor regnbuen ender. En rigtig skat.

”Tror du, det er sandt, hva’ mor”

Magne kikker spændt på sin mor.

”Ja, selvfølgelig, man skal bare følge Regnbuevejen, så finder man sin egen skat.”

Resten af dagen tænker Magne kun på regnbuen. Lige inden han falder i søvn den aften, hvisker han ind i øret på sit elskede sovedyr Foxy:

”Tænk en skat, ligesom en sørøverskat. Den må vi finde.”

Foxy knurrer tilfreds i søvne.

Magne falder i søvn og drømmer om farver og regnbuer. I drømmen lister Magne og Foxy sig ud midt om natten for at lede efter Regnbuevejen. Først følger de i mørket Stjernestien, som er tydeligt oplyst af det klare stjerneskin. For enden af Stjernestien kommer de til Mælkevejen. Her skal de gå igennem en mælkehvid tåge, inden solen pludselig stråler varmt. Vejen er nu fyldt med blomster i de smukkeste farver, og de står midt på Regnbuevejen.

”Det var da ikke så svært, vel Foxy” siger Magne.

Magne kan slet ikke se sig mæt på alle farverne. Han plukker blomster, som dufter så dejligt. Foxy hopper glad omkring og logrer med sin buskede røde hale.

Først går det op ad bakke. Hvis de bliver trætte, sætter de sig midt mellem alle blomsterne og hviler sig.

Så går det ned ad bakke igen. Magne bliver mere og mere spændt.

”Tror du, vi finder skatten, Foxy?”

Foxy bjæffer glad.

Pludselig ender Regnbuevejen. Og der ligger virkelig en skat. Ikke en krukke med guldmønter. Nej, det er de mest strålende diamanter, der ligger mellem alle blomsterne og skinner i solen. I alle regnbuens farver.

Magne og Foxy står bare helt stille. Med store øjne og kikker og kikker. Bagved alle de strålende blomster og diamanter, får de øje på nogle børn og voksne. De er klædt i farvestrålende tøj ligesom regnbuen. Alle børnene leger glade sammen. De voksne er ved at dække et stort bord med dejlige kager og rød saftevand. Børnene pynter bordet med blomster i alle mulige farver. De vinker alle sammen til Magne og Foxy.

En lille pige i en fin lilla kjole løber hen til dem og ser nysgerrigt på dem.

”Jeg hedder Stella”, siger pigen.”Og jeg bor her i Regnbuelandet. Er her ikke smukt? Og her er hele min regnbuefamilie. Hvem er I, og hvor kommer I fra?”

”Jeg hedder Magne og her er Foxy, og vi kommer nede fra jorden”, siger Magne.

Foxy hopper glad op til Stella og slikker hende på kinden. Hun krammer ham.

”Jeg har fødselsdag i dag, vil I ikke nok blive og fejre den med mig og min store regnbuefamilie.”

Det skal hun ikke spørge Magne om to gange. Han elsker selv at have fødselsdag. Stellas søskende, fætre og kusiner, fædre og mødre råber hurra masser af gange og synger fødselsdagssange. Oppe i luften flyver balloner i alle mulige farver rundt.

”Sikke en sjov fest. Men hvorfor har I ikke hejst et fødselsdagsflag i flagstangen?”

Magne kikker på Stella, som pludselig har fået tårer i øjnene.

”Fordi det er blevet væk. For ikke så længe siden var det et forfærdeligt vejr. Det regnede og blæste. Vores flag var lige blevet vasket og hængt til tørre. Det skulle jo være fint til min fødselsdag. Men det blæste væk og forsvandt. Vi har ikke kunnet finde det igen. Det er sådan et flot flag med alle regnbuens farver. Måske har du set sådan et flag i nærheden af, hvor du bor?”

Stella ser spændt på Magne.

Han kommer i tanke om, at han helt sikkert har set sådan et flag hos nogle venner hjemme i huset, hvor han bor.

Han siger glad:

”Det tror jeg godt, at jeg kan hjælpe dig med. Hvis Foxy må blive her hos dig, så skal jeg prøve at finde det til dig.”

Foxy bjæffer glad, for han vil gerne blive og lege med Stella og alle de andre børn. Han hopper op i favnen på Stella, og Magne giver ham et stort snudekys. iSå skynder han sig tilbage ad Regnbuevejen. Han rutsjer nedad i en flyvende fart og løber så hurtigt, han kan hen ad Mælkevejen og Stjernestien.

Hjemme i sit eget hus spæner han forbi sin egen lejlighed i stuen og videre op ad trappen. Op ad alle de mange trappetrin til lejligheden allerøverst oppe på 5. sal. Forpustet banker han på døren. Magne går bare ind. Her bor hans gode venner Peter og Christian med deres lille pige, som hedder Luna. Hun er hans bedste legekammerat.

De bliver alle tre rigtig glade for at se ham.

”Hej Magne, hyggeligt at du kommer på besøg. Kom indenfor. Hvorfor puster du sådan?”

Ligeså snart Magne igen kan trække vejret, fortæller han om sine oplevelser hos regnbuefamilien og om flaget, som var forsvundet med regnen og blæsten.

”Hvor er det godt, du kommer, Magne. Sidst det regnede og blæste så skrækkeligt, kom et regnbueflag flyvende og faldt ned på altanen. Det må være Regnbuefamiliens flag. Vi har jo et mage til i forvejen. Du må meget gerne få det med tilbage, så Stella kan få hejst sit fødselsdagsflag.”

Magne skynder sig igen tilbage ad Stjernestien, Mælkevejen og Regnbuevejen. Da Stella ser ham komme med regnbueflaget, giver hun ham et kæmpeknus. I en fart bliver flaget hejst. Og som tak for hjælpen forærer hun Magne en stor diamant, som stråler i alle regnbuens farver.

”Den skal du gemme, så du kan huske på, at du altid for enden af Regnbuevejen vil finde en skat fyldt med glæde og kærlighed.”

Magne tager med glæde mod den smukke diamant og putter den i bukselommen. Foxy hopper træt efter den lange dag op i favnen på ham. De vinker farvel til Stella og hendes glade familie.

Så snart de er kommet hjem igen, tager Magne diamanten op af lommen og lægger den i vindueskarmen. Lige i midten af hans store smukke stensamling.

Da Magne vågner næste morgen, bliver han liggende lidt med lukkede øjne. Han tænker på nattens oplevelser. Det var jo en drøm, men sikke en super spændende drøm. Han og Foxy havde fundet Regnbuevejen og diamantskatten, og de havde fået rigtig mange nye venner. Og han havde fået den mest fantastiske gave af Stella. En smuk diamant. Men det var jo kun i drømmen.

Da han endelig åbner øjnene, bliver han meget overrasket. Diamanten ligger i sollyset i vindueskarmen og stråler i alle regnbuens farver. Han bliver så glad og skynder sig at tage den op i hånden. Nu ved han, at han aldrig vil glemme den kærlige regnbuefamilie, som bor for enden af Regnbuevejen.

SLUT

til top